Sticks & Fur
Todelt Soloforestilling. Premiere 6. februar 2003, Kanonhallen, København.


[ En mand sidder i et stålbur og limer pels på sin nøgne hud ]
Soloen Fur er et mix af videoprojektioner, ruminstallation og danseforestilling. Det er en collage om hamskifte, opført til en dyster komposition for elektrisk sologuitar. Fur beskriver rejsen fra barnet mod det voksne, og den store rejse væk fra dyret mod det menneskelige.

[ En mand danser rundt i højhælede sko og krykkestokke ]
Soloen Sticks bevæger sig fra en bizart udstillet krop, til underlige forsøg med krykker og stylter. Kroppen som objekt undersøges gennem understøttelse, hævning og forlængelse. Soloen danses til nykomponeret musik opført live af Soma Allpass på cello.


Idé, koreografi og dans: Anders Christiansen
Dreng på video: Frederik Schmidt - Fur
Cellist: Soma Allpass - Sticks
Komposition af musik: Soma Allpass - Sticks; Jørgen Teller - Fur
Scenografi og kostumedesign: Lise Klitten
Lysdesign: Lars Egegaard Sørensen
Video: Mikal Bing - Fur
Producent: Charlotte Rindom
PR: Henning Krog
Produktion: (stillleben)

Minimum scenemål: 10 meters dybde x 14 meters bredde
Varighed:69 minutter




Pressecitater:
Anders Christiansen fascinerer, morer og skræmmer…
”Koreografen og danseren Anders Christiansen har et skarpt øje for det absurde og bizarre. Det udnytter han raffineret i sin nye performanceprægede dansesolo Sticks & Fur, hvor han på én gang skræmmende, smukt og komisk viser os transformationer mellem dyr og menneske, barn og voksen, den levende krop og døde objekter.

…Overraskende og grotesk gør Anders Christiansen i anden del - Sticks - sin entré på høje krykker som en blanding af langbenet dyr og amputeret menneske, der giver associationer til Michael Kviums billedunivers. Og dekadencen gør sit ironiske indtog, når krykkerne skiftes ud med højhælede fetich-laksko. Men også i denne del – nu akkompagneret af Soma Allpass vildt dynamiske elektrisk manipulerede cellospil live på scenen – laver Anders Christiansen magiske og skræmmende billedtransformationer og leger med kroppen som objekt. Med krykker i hånden folder han armene ud til store smukke svævende fugle- eller flyvemaskinevinger og gør som et snedigt optisk bedrag fire bordben til krykker for kroppens lemmer.

…Klart og stramt får Anders Christiansen på lidt over en time i Sticks & Fur vendt op og ned på tingene og åbnet vores øjne og sanselighed i et billedrum om menneskets forskellige hamskifte med dans, musik og scenografi i fornemt samspil.”
Vibeke Wern (Berlingske Tidende, 8. februar 2003)







Stærke, tvetydige dansebilleder.
”Med dobbeltforestillingen Sticks & Fur, spillet ud i et, genfinder vi Anders Christiansen i rollen som det søgende udforskende menneske, på vandring gennem livets dunkle gange i en flot dobbelteksponering af video og levende krop.

Forestillingens undersøgelsesobjekt er overgangen mellem barn og voksen med de muligheder og begrænsninger det medfører.

Men også mellem mand og kvinde – Anders Christiansen har altid med flid dyrket det androgyne – i en smuk blanding af tai-chi-agtige bevægelser og indianerritualer med fjer og skind på den nøgne hud, hvor han forsøger at finde fodfæste som menneske. Siden som et forkrøblet, kønsligt tvetydigt fabeldyr på stylter – som havde Michael Kvium lige været forbi – inden han strækker kroppen ud og bringer den til hvile. Transformationsprocessen synes fuldført for denne gang.

…Over den lille musik- og bevægelsesforestilling er der en mærkelig, insisterende kraft. Den er stærk, billedmættet og på sin helt egen specielle måde også smuk.”
Henrik Lyding (Jyllands-Posten, 10. februar 2003)







Mandsmod.
”I løbet af forestillingens 60 minutter kom jeg til at tænke på, hvor få mænd der gør en indsats for at finde ud af, nøjagtig hvem de er, og bygger på den viden. Jeg tænkte på, hvor mange der gør ting, de ikke har lyst til – og når til et punkt, hvor de ikke længere føler, de har noget valg. Og jeg tænkte på, hvordan de står i kontrast til danseren og koreografen Anders Christiansens konsekvente værk, som han i mere end ti år har udfoldet bedst alene på scenen – i den solo, hvor han blander dans, ritual og billedkunst.”
Janus Kodal (Politiken, 14. februar 2003)







Opførelser:
MEM Festivalen, Bilbao, Spanien, 10 december 2004.
Entré Scenen, Århus, 2 november 2004.
Teaterhuset, Odense, 27 april 2003.
Kanonhallen, København, 6-21 februar 2003.


Sticks & Fur blev produceret med støtte fra Teaterrådet, Statens Kunstfond, Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen, KODA’s kollektive båndmidler og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968.



tilbage


Fotograf: Christoffer Askman
1 Anders Christiansen og Soma Allpass
2 – 5 Anders Christiansen
6 Anders Christiansen og Soma Allpass