En god drøm om frihed.
"Der er kamp på liv og død i Anders Christiansens nye værk Accordion, hvor den garvede solodanser graciøst er i tæt parløb med den fremragende finske akkordeonspiller Minna Weurlander. Både danserens og instrumentets krop ånder dybt i den billedrige danse-performance, hvor den hvidsminkede Christiansen med pibekrave sender tankerne til bl.a. Pjerrot, den sørgmodige Petrusjka, marionetten Pinocchio, renæssancen og præsteskab. ...Gedigent musikteater med god dialog mellem musik og dans."
Vibeke Wern (Berlingske, 10. februar 2011)


Kølighedens grænseflader.
Anders Christiansens udtryk tager afsæt i gentagelse af minimalistiske bevægelsesfraser og ekspressiv fingergestik varieret i forskellige niveauer, retninger og tempi, hvor momenter af melankoli og poesi pludselig kan aftegne sig med ny og overraskende intensitet i accentueringen af f.eks. et smertepunkt eller en forceret Petrusjka-spasme."
Maibrit Hjelmsbo (Weekendavisen, 11. februar 2011)


Synsforstyrrelser, der sitrer længe efter.
"Solodanser Anders Christiansens Synsforstyrrelser er et vellykket eksperiment med lyd og lys. Sanserne sitrer længe efter, man har rejst sig fra Dansescenens publikumsrækker.
...For er det ikke, som om det spænder i maven, når Anders Christiansen stiller sig uden for lyset, hvor der høres et væld af stemmer? Er det ikke, som om man selv kan fornemme den eksistentielle angst, der ligger i at famle sig frem i tilværelsen, når Christiansen febrilsk søger efter en lyskegle?"
Louise Øhrstrøm (Byenkalder.dk, 8. maj 2010)


Famlen i blinde.
"Med gentagelsesmønstre, som er så karakteristiske for Anders Christiansens univers, går danseren og performeren endnu en gang i laboratoriet, og denne gang dissekerer han syn overfor ikke-syn i samarbejde med den brillante lysdesigner Michael Breiner og den subtile komponist Jakob Brandt-Pedersen. ...kunstnerens konsekvens: at han udholdende tør begive sig ud i de dystre udtryk, som er helt deres egne, gør værket spændende bare at betragte uden nødvendigvis at forstå."
Mette Garfield (Terpsichore, 12. maj 2010)


Skeletdans og knirkende knogler.
”Højdepunktet på fredagens 'Trippel-program' var Anders Christiansens soloværk Bag om Ryggen, der tager udgangspunkt i røntgenbilleder af rygsøjlen. Iført en hvid maske bag på hovedet gør han elegant ryggen til kroppens forside og leger med hvad, der er forlæns og baglæns bevægelse i tid og rum.”
Vibeke Wern (Berlingske Tidende, 27. april 2009)


Vender rundt på forlæns og baglæns.
”Han er en på én gang foruroligende og smuk kæmpe. Han rækker armene op i vejret igen og igen. Står på tæerne. Vandrer frem og tilbage henover scenen, frem mod publikum. Med et hvidt maskeansigt. Og på filmlærredet bag ham kastes skyggebilleder af hans ryg.
Et billede fra eneren danseren og koreografen Anders Christiansens skræmmende og fascinerende værk Bag om Ryggen. Han skaber endnu en gang skæve og gennemtrængende scenebilleder med meget enkle virkemidler: lys, lyd og bevægelser gentaget i rummet.”
Mette Garfield (Terpsichore, 27. april 2009)


Man skal ikke føle sig for sikker, når Anders Christiansen leger knastør vandhund. Fysikforsøg bliver til dødedans.
”Dramaet er lige under overfladen, som det fra første færd anslås med den andagtsfulde optakt, hvor manden står blandt lysende spande i mørket, omsluttet af en smertende smuk Purcell-arie. Og til sidst skal karret fyldes.
Når et legeme nedsænkes i vand ... og bliver dernede, ja så er der kun en vej ud. Men ligesom i tilfældet Jade Goody er vi ikke med helt til enden. Så er det bare sort tæppe. Og applaus til Anders Christiansen for at have vist det store i det små - i det meget, meget små."
Monna Dithmer (Politiken, 31. marts 2009)


Anders Christiansens afsøgninger har deres helt særegne poesi.
”Her drypper den livgivende væske fra dropposer. Vand skvulper i akvarier og baljer og sendes til vejrs i sprøjt af dråbefyldte støvskyer. En isblok hakkes i stykker. Vand smeltes i en gryde, koger, og et par dråber danser til fordampning på kogepladen. ...Hertil kommer forestillingens musikalske omkransning af Henry Purcells gispende vemodige The Cold Song, der får vandet til at stå højt i øjnene. Anders Christiansens afsøgninger har deres helt særegne poesi. Minimale virkemidler, insisterende og tyst, tyst, tyst.”
Majbrit Hjelmsbo (Weekendavisen, 3. april 2009)


Anders Christiansen har i sin koreografi taget fat på et vanskeligt materiale og bearbejdet det til et særegent og rørende danseværk.

"Jeg kan godt lide Christiansen som forestillingsskaber, fordi han altid stiller sig langt ud på gyngende grund. Det duver derude, og der står meget på spil. …Han er nødt til at gennemdanse de her figurer for at forstå dem. Det mærker vi tilskuere i mavesækken. Det er virkeligt, det her. Dansen, indlevelsen, det, der sker lige her på scenen, er virkeligt! ...Han er vores professor i hjerteknuseri."
Janus Kodal (Politiken, 18. april 2008)


Anders Christiansen er sit eget dansende univers.
Som altid hos Anders Christiansen er det både patetisk og rørende, absurd på grænsen til det selvsmagende og alligevel løftet op og forenet med en egen original værdighed, der gør forestillingen fascinerende at overvære. Midt i alt det groteske.
Henrik Lyding (Jyllands-Posten, 13. april 2008)


Transformerende papirmand i dyreriget.

”Ligesom papirmanden til start kunne gnide to sten mod hinanden: Og der blev lys, således kan han i en overvældende stærkt sluttableau lade orange flammer opsluge jorden under ham og fortære det hele – for selv at genopstå. 
Et smukt sted for Anders Christiansen at gå videre fra. Nu hvor han har sat ild til hele sin genkendelige verden af typiske Christiansen-ting. Det er den slags – og den slags forestillinger – der skal til for at give nyt liv til den moderne dans.”
Monna Dithmer (Politiken, 8. april 2007)


Det blev papir.
”Tiden sættes på slow, og øjet sættes på zoom. Og så forvandler et stykke papir og en hånd sig pludselig til ukendte og abstrakte væsner og former, lige foran tilskueren. Skønhedssøgende og skrøbelige. Alt er så skarpt og præcist, og dog forgår det med runde bevægelser og roligt åndedræt.”
Anne Middelboe Christensen (Information, 4. april 2007)


Strømførende midterparti.
"Anders Christiansen fejler sjældent, og i Ekskursion møder vi da også en koreograf med et suverænt øje for de sceniske muligheder i den store fabrikshal. ...Man kan roligt påstå, at Christiansen har en fuldstændig egensindig tilgang til dansen, og resultatet er en fysisk opvågnen hos publikum, som om Christiansen med sit arbejde masserer selve den kollektive amygdala."
Janus Kodal (Politiken, 3. september 2006)


Kødets graciøse overskud.
"Slideren Louise Hyun Dahl træder endelig frem fra sine mange skyggeroller og viser en totalt overbevisende solo. På knæ midt i en skarp spot dunker hun hovedet mod gulvet og indlemmer hele sin smerte. Hun leder tanken hen på butohens dødskrop, som pinefuldt, men værdigt lever med bevidstheden om ophøret. Hyun Dahl er et lysende eksempel på det kødelige ægteskab mellem idé og krop, som en danser kan arbejde sig frem til gennem flere år. Respekt for det."
Janus Kodal (Politiken, 15. april 2006)


Sære og syrede syner…
”Bizart er det, men også smukt. Hvad det skal betyde, eller hvor vi skal hen, er jeg ikke ganske sikker på, at jeg ved. Men jeg ved, at jeg gerne vil med på rejsen.”
Henrik Lyding (Jyllands-Posten, 1. februar 2005)


Troldmandens ny mening.
Anders Christiansens nye sceneshow er et genialt pletskud…
”Overalt, hvor denne nærværets havemand kommer frem på scenen, er han som en alkymist i sit laboratorium. Den mand søger ikke, han finder. Han opfinder måder at betræde scenen på, som ingen før har gjort det. Og det rammer én dybt med humor, skæbne og rørende lethed. Der er jo det fortryllende ved kunsten, at den ser så forbandet let ud, når den lykkes. Og det her, det må jeg sige, det sælger bare sig selv med en troldmands totale nyformulering af, hvordan scenen kan bruges.”
Janus Kodal (Politiken, 19. maj 2004)


Anders Christiansen fascinerer, morer og skræmmer…
”Klart og stramt får Anders Christiansen på lidt over en time i Sticks & Fur vendt op og ned på tingene og åbnet vores øjne og sanselighed i et billedrum om menneskets forskellige hamskifte med dans, musik og scenografi i fornemt samspil.”
Vibeke Wern (Berlingske Tidende, 8. februar 2003)


Stærke, tvetydige dansebilleder.
”Over den lille musik- og bevægelsesforestilling er der en mærkelig, insisterende kraft. Den er stærk, billedmættet og på sin helt egen specielle måde også smuk.”
Henrik Lyding (Jyllands-Posten, 10. februar 2003)


”Stærkt og smertefuldt viser Anders Christiansen os singlens isolation, når gæsterne finder sammen i pardans eller leger stoleleg med fødselaren som den fødte taber. …alle de medvirkende er tegnet fint og skarpt i Anders Christiansen instruktion.”
Vibeke Wern (Berlingske Tidende, 30. maj 2002)


”I Nocturne kæmper fire skikkelser i gulvhøjde i en tåget intethed til skærende og dunkende dissonanser i musikken. Bevægelserne er dyriske og vagtsomme – vridende og spjættende ormer personerne sig rundt på scenen - med et pludseligt strejf af ømhed, når kroppene krammes og ansigterne tørner sammen i sugende udforskning af huden. En tæt og intens kvartet.”
Henrik Lyding (Jyllands-Posten, 31. maj 2002)


“Anders Christiansen har som danser og koreograf de seneste 6-7 år gjort et stort arbejde for at tale direkte til sit publikum. Så stort og på mange måder nedbrydende vaner, at man knapt kan kalde det dans eller danseteater, det han laver. Det er snarere nødvendig bevægelse. Uden kunstneriske fagter eller nogen leflen for det skønne.”
Janus Kodal (Politiken, 17. februar 2001)


“Her er alt, hvad kunstpolitiet kan forlange af billedkraft, æstetisk helstøbthed og tegn på at koreografen er på vej ind i en ny fase af sin udforskning af dyret i kødet.”
Monna Dithmer (Politiken, 8. juni 2000)


"Danseren Anders Christiansen har en formidabel evne til at skabe billeder med sit præcise, dobbeltbundede kropssprog, og hans to nye koreografier er en balanceakt uden line der bringer dansk dans et stort skridt fremad. ...Minimalismens stormester Anders Christiansen vover sig helt ud til kanten med sine billedrige soli i Kanonhallen."
Charlotte Christensen (Information, 3. maj 1999)


“Det er ikke noget fortrøstningsfuldt billede af årtusindskiftemennesket, A.C. maner frem i sin indre strøm. Men når man ser denne utroligt gennemfølte solo, så regner man ikke A.C. med til de dømte. Hans idérigdom og evne til at forklare sin indre verden overbeviser totalt. Man er intet mindre end bjergtaget over denne generøsitet!”
Janus Kodal (Ekstra Bladet, 1. maj 1999)


"I sin solo TRUNK sætter Anders Christiansen kroppens transformation i fokus. En mand ligger på siden, armene gemt på ryggen, benene bøjede. En amputeret torso, et billede Christiansen gang på gang lader kroppen glide ind i, og fastholder i flere minutter. …TRUNK genkalder mindelser om 20-ernes kammerdans, konsekvent og umådelig koncentreret, og giver et stille skær af glans over dette års festival."
(Die Welt, 23. april 1998)


“The expectations from the minuscule but high-powered audience of individualistic dancers and choreographers, and Nordic guests, to be totally challenged, were certainly met by Anders Christiansen’s TRUNK. Even without the benefit of the programme note, which states this “remembrance of the 20th century male body” was inspired by the paintings of Francis Bacon, Christiansen’s work is obsessively painterly. It cuts to the cortex of cadaverous reality.”
Adrienne Sichel (The Star, Syd Afrika, 18. september 1998)


“Må Anders Christiansen være et eksempel til efterfølgelse. Ved helt enkelt at følge sit eget skøre sind, har han ikke alene skabt vægtige solo-værker men også været i stand til at skabe et af de meget få sammenkoblinger mellem moderne dans og ballet... Anders Christiansen er uomtvisteligt noget af det mest usædvanlige og ekstreme, der har krydset den danske scene i lang tid.”
Monna Dithmer (Ballet International no. 1, 1997)



Fotograf: Christoffer Askman – fra Sticks & Fur