Sten Saks Papir

Solo.

Premiere 3. april 2007, Dansescenen, København.


Sten Saks Papir er inspireret af papir som materiale og begreb. Papir danner det altoverskyggende udgangspunkt ikke alene for forestillingens scenografi, men også for koreografien og musikken.


Idé, koreografi og dans: Anders Christiansen
Komposition af musik: Jakob Brandt-Pedersen
Scenografi og kostumedesign: Lise Klitten
Lysdesign: Michael Breiner
Producent / PR: Aline Storm
Produktion: (stillleben)

Minimum scenemål: 12 meters dybde x 14 meters bredde
Varighed: 53 minutter

Se videotrailer her





Pressecitater:

Smukt og anelsesfuldt bevægelsesteater om styrke og skrøbelighed.
”Sfærisk ’støj’ fylder rummet. Som en søvngænger, blindet af papir om øjnene, vandrer han rundt. Manden i jakkesættet. Viklende sig ind i papiret, det krøllede hvide papir.

Som en kokon. Til at træde ud af igen og efterlade hvilende i sig selv.

Manden og papiret, der pisker mod gulvet, inden det kasseres. Eller flænges i, med saksen, til skærende metalliske lyde. Papiret, der pakker stolen uformeligt ind eller svøbes om mandens hoved, så det anes som et åndeansigt gennem de hvide fibre.

Til sidst kommer ilden. Knitrende, som var den af papir, fortærer den alt. Kun manden er tilbage.

Manden, som er Anders Christiansen, med de langsomme bevægelser, de skæve balancer, det uudgrundelige ansigt, de stærke billeder, den rituelle enkelhed, minimalismen i form og udtryk. 50 minutter – sten, saks, papir. Mest papir. Hvidt og ubeskrevet, som en levende kunst-installation, dunkel og anelsesfuld.”
Henrik Lyding (Jyllands-Posten, 4. april 2007)





Transformerende papirmand i dyreriget.
”Da Jakob Brandt-Pedersens maskinmurende, elektroniske musik glider over i en vilddyragtig brølen, har papirmanden allerede smidt civilisationens jakkesæt for at glide frem og tilbage på årvågne poter. En hul tuden har for længst forladt hans strube, som var det papirmumiets sidste støn. Tilbage er kun tilintetgørelsen.

Ligesom papirmanden til start kunne gnide to sten mod hinanden: Og der blev lys, således kan han i en overvældende stærkt sluttableau lade orange flammer opsluge jorden under ham og fortære det hele – for selv at genopstå.

Et smukt sted for Anders Christiansen at gå videre fra. Nu hvor han har sat ild til hele sin genkendelige verden af typiske Christiansen-ting. Det er den slags – og den slags forestillinger – der skal til for at give nyt liv til den moderne dans.”
Monna Dithmer (Politiken 8. april 2007)





Papirets og livets paradokser.
"Anders Christiansen sætter i sin nye billedrige solo Sten Saks Papir smukt, stærkt og formmæssigt stramt fokus på begreber som skrøbelighed og styrke.

...I en lang, bred bane rulles papir i en diagonal gennem scenerummet og krølles og foldes, inden den habitklædte Anders Christiansen binder papiret om halsen som en strangulerende løkke, snor papiret som et blindende bind for øjnene eller går af sted med mange meter papir slæbende bag sig, som var det hele livet og fortidens byrder, han trak af sted med. Jo, Anders Christiansen formår at bruge det lyse, hvide papir til at trænge ind i menneskets mørke rum med.

...Hele tiden er der fint samspil mellem dans, scenografi, lyd og lys i den timelange og velstrukturerede performance, hvor vi endnu en gang får bekræftet, at det er i soloværkerne, at Anders Christiansen står stærkest som kunstner.” 
Vibeke Wern (Berlingske Tidende, 4. april 2007)


Det blev papir.
”Der sker ikke alverden i en Anders Christiansen-forestilling. Til gengæld er alt, hvad der sker, nøje udtænkt og omhyggeligt udført. Tiden sættes på slow, og øjet sættes på zoom. Og så forvandler et stykke papir og en hånd sig pludselig til ukendte og abstrakte væsner og former, lige foran tilskueren. Skønhedssøgende og skrøbelige. Alt er så skarpt og præcist, og dog forgår det med runde bevægelser og roligt åndedræt.

...Dramaturgisk er lyden alene om at være aggressiv. Alt andet holdes nede med diskretion og underdrivelse, indtil hele scenen pludselig står i flammer. ...Sådan. Alt brændes bort. Arbejdet er gjort. Performeren kan træde ud af sin egen verden. Sten – Saks – Papir? Det blev papir. Smukt papir.”
Anne Middelboe Christensen (Information, 4. april 2007)





Opførelser:

Inkonst, Malmø, 11-12 oktober 2007.
Entré Scenen, Århus, 26-27 september 2007.
Dansescenen, København, 3-21 april 2007.


Sten Saks Papir blev produceret med støtte fra Kunstrådets Scenekunstudvalg, Statens Kunstfond, Wilhelm Hansen Fonden, Augustinus Fonden, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, L. Zeuthens Mindelegat, Tuborgfondet.



tilbage


Fotograf: Christoffer Askman
På alle billeder Anders Christiansen